Paradise Found

We have taken the boomerang-course and are ending as we started out - on the beach! And this time - I am happy to say - we have found the most exquisite island, a must be well kept secret to most cause there aren´t many fellow travelllers around. The island is called Koh Kood and is actually Thailand’s fourth largest island – about two hours by speedboat from Koh Chang. But where Koh Chang has developed into a tourist trap – as many a pristine places in Thailand has – this little gem is largely undeveloped and hence not geared totally toward tourists. Thank God! So once again we find ourselves spending our days snorkeling, kayaking, swimming and playing on the beach. And I must admit, it is quite nice to hit the beach again!
We have been here for only four days and the beach-amnesia known to most beach bums has started to set in. What date is it today? What day of the week? What is going on in the world outside? Don´t know and don´t care seems to enter your brain. It is actually kind of scary that you become so detached from the outside world just because you find yourself in a beautiful spot that takes over being the belly button of your universe. It is at the same time unsettling, as vividly described in the psychological cult novel ”The Beach”. On the other hand it is maybe healthy to give your brain a break from too much activity – at least for a little while.
The place we are staying is just one of those places that you will never forget. The wooden bungalows on stilts strewn about on a hill with perfect endless views of the sea of Thailand. Nothing in between us and the gentle curve of the globe but coco-palms, green foliage and tropical flowers. A partially outdoor bathroom where you can take cold moonlit showers or have the suns beams make rainbows in the cool spray of the water. The view from the veranda is astonishing. We are all in awe every second of the day looking out over two bays of various shades of blue and turquoise water with dark patches of coral reef fringed by white sand and palms.
We are sharing this special place with only three other people; lovely 71 year old Monica from Paris and a gay couple also from Paris and from Bangkok. The fact that both Monica and the couple have travelled exentensively in Thailand covering almost the whole territory and has found this wonderful place that they too is mesmerized by, makes us almost want to keep it as secret.
I feel compelled to tell you a bit about Monica. She is the most spry and characterful old lady I have ever met. Her mind is that of a young person and she is in better shape than I am, starting out her day with yoga followed by 1 ½ of swimming + one more swim in the evening. When asked what her secret is to looking that great in the seventies, besides all the swimming, she responds with her wonderful French accent ” I eat only little to survive just enough to fill my stomach” and right there and then I realize the impossibility of that lifestyle for me. I do the opposite, I live to eat – oh well! Monica comes every year to stay for two months in this paradise, maybe that is one of her other secrets, and that one I definitely would not mind doing!
Another important thing I have realized while being away on this adventurous trip, is that I am not cut out to be a true tourist! Beaten tourist trails make me hyperventilate and I don´t care about big monuments of patriotic purposes (Angkor Wat is exempt!) If I have the choice between visiting a spectacular Palace with solid gold ornaments but no interesting people in it or visit a shack in a city slum where real people with real stories live – I will always choose the latter. I do realize, however, that we this time have largely taken the beaten track, but there has luckily also been the forays to small insignificant places and they have been some of the highlights. Travelling for me is essentially about meeting people, both the people of the countries that you travel in but also other travelers with whom you can share your experiences. I have got to say though that if I could go back in time travelling to undiscovered territory I would be in heaven. Not many of those places left I know.
As with most utopian places there is one little snake in paradise and they are in this case called sand flies. TIny little black bastards that must think that I in particular am their favorite food! It is obviously only me they like to munch on, since Josh, Siri and Noah have been bitten to a much lesser extent! These pests love to take a nosedive into my skin and bite me. I must be slightly allergic or something because the bites swell up and itch like crazy driving me insane and making me look like I have a severe case of chicken pox. It is actually thought provoking how those tiny little insects can turn a true pacifist into a hard core serial killer! Every time I succeed in smacking one with my bare hand (they are almost invisible), I jump up with a burning glee in my eye and shout ” YOUR DEAD, DEAD, DEAD ”. Although blessed by a monk and now sympathizising with the Buddhists beliefs after travelling in Asia, I am not sure the Dalai Lama would think highly of my behavior! But insects and all, it is but a small price to pay to stay in paradise! See you back in Copenhagen in a few weeks time - with or without red spots?!!!

Hus forbi i Cambodia?

Josh og jeg har haft en idé skramlende i hovedet som ligepludselig slog os i Phnom Penh og som så har forfulgt os lige siden. Ideen videreudvikler sig hele tiden og har bidt sig fast som en svensk skovflåt. Phnom Penhs gader vrimler med tiggere af den ene eller anden slags: handicappede, børn, gamle, syge, landmineofre, you name it. Landets barske fortid har gjort at mange familier er blevet brudt op og at et enormt antal mennesker er blevet marginailiseret og det står værst til i storbyerne forstås.
Da vi efter et par dage i den hekstiske hovedstad tænkte, at nu måtte vi hellere se at få sendt nogle postkort hjem til jer i Danmark, erfarede vi ret hurtigt at udbuddet var meget lille og at postkortene mindst lignede et levn fra før Khmere Rouge tiden. Deraf blev ideen om: Postkort Forbi eller The Postcard Project født. Hvad hvis man nu tog udgangspunkt i Hus Forbi, og i stedet for hjemløseavisen, så fik et antal både professionelle og amatørfotografer til at donere motiver til postkort lækre, kunstneriske kort som virkelig appellere til turister og som registrerede sælgere kunne sælge i stedet for at tigge og dermed skabe dels en indtægtskilde, dels give nogle stærkt marginailiserede voksne en form for jobmulighed, samt skabe et support-netværk i form af et hovedkontor. Det ville selvfølgelig kræve en stor organisatorisk indsats, nogle gode sponsorer samt oplysning og research, men det vil ikke være så omkostningstungt et projekt. Sælgerne skulle så opfylde nogle kriterier: Over 18 år, være hjemløs, handicappet eller landmineoffer el. Lign. De udstyres med et I.D. badge, tasker m. logo med postkort som de køber for x antal kroner (første gang når de bliver registret får de en portion udleveret gratis, men derefter køber de til ”*engros-pris” og videresælger dem til et fastsat antal kr.). På kortet gøres opmærksom på at køber er garanteret at dette er et trademark Postcard Project kort og at så og så meget går direkte til at hjælpe sælger. Registrerinen af sælgerne er vigtig af flere årsager, dels for at forhindre at børn, som jo burde gå i skole, ikke bliver fastholdt i et ”gadejob”, og dels for at kunne kontrollere at der ikke bliver drevet plat på det og solgt postkort af u-autoriserede sælgere.
Projektet ville kræve:
Frivillige fotografer som donerer motiver
Kontorfaciliteter og lager
Layouter løn
Trykkeri
Administrator løn
Opstartsomkostninger ( logo, tasker, registrering m.m.)
Sponsorer
Vi erfarede i Siem Reap og i lufthavnen, at der findes lækre postkort, men at det åbenbart er én højst 2 fotografer som har patent på motiverne og at de koster ”top dollar”.
Ideen skal selvfølgelig lige researches lidt mere for at se om den holder vand, men det har vi tænkt os at bruge lidt tid på når vi kommer hjem igen. Kontakt os gerne hvis I skulle have nogle ideer, kontakter el. lign.
You don’t need eyes to see – you need vision!

Paradis for vandpsykopater

Technomusikken brager ud af højtalerne fra ”skyskraber” bambusbarene som ligger strøet tæt på begge sider af floden så langt øjet rækker. Der er gynger og reb fra alle barene og fra dem hænger mest unge fyre, men også nogle modige tøser har vovet sig ud i torvene. De har alle én ting til fælles, og det er, at de har drukket hjernen ud før de tør svinge sig som Tarzan eller Jane og så give slip for derefter at falde 10 meter ned og lande m. et plask i floden Nam Xong. Gennemsnitsalderen for den hobe af mennesker der fester igennem på dette sted er under 25. Siri og jeg er her også for at prøve det som man bare skal gøre når man er på gennemrejse i Vang Vieng en smuk by omkranset af bjerge og tropisk skove med floden som snor sig som en slange igennem det smukkeste landskab, og hvis man lægger vores antal år sammen og dividerer med to, ja så har vi det rigtige gennemsnit – vi skal tube.
Inner Tubing
Siri er allerede ”super-pro inner tuber” forklaring: at flyde i en oppustet slange til et traktordæk. Hun har allerede været ude med Josh, så det er anden gang hun smidigt hopper op i ”tuben” og lige giver mig en lektion i hvordan man sidder/ligger mest behageligt. Jeg er på en gang dybt fascineret af dette sted som virker fuldstændigt vanvittigt og surrealistisk, med en ungdom der rejser og har de faste steder som f.eks. Full Moon Parties og så et sted som her og hvor de bare kan lægge hjernen på hylden og fylde kroppen med alkohol eller andet , og på den anden side tænker jeg med gru på om 10 år, når Siri er 18 år og måske er en af dem som hænger og dingler i et reb med en ulovlig promille over en brusende flod. Jeg kigger på min højre arm hvor der er skrevet et nummer med vandfast tush, ”169”, som svarer til det nummer der står ud for mit navn og pasnummer da vi lejede tuben. Hvis man ender op som strandvasker er det måden de identificerer en på. Mon tuschen er vandfast nok? Siri afbryder min tankerække og siger ”mor det her må være et godt sted for vandspykopater, tror du ikke?”. Og jo det tror jeg bestemt!
Vandkamp med kajakker
Og der ligger vi så og flyder afsted Siri og jeg. Hvis der skal lidt mere fart på tuben bruger jeg mine klip-klappere til at padle med og de steder hvor det er rigtigt lavt hopper Siri ud og leger jetmotor og skubber os afsted. Den første time flyder vi forbi bar efter bar med gang i den og styrer langt ude om de steder hvor folk dropper ned fra rebene. Vi ser en pige som er hoppet ud og hænger og dingler, og ikke tør give slip. Hun svinger frem og tilbager og hyler som en stukket gris og spjætter med benene de første tyve gange, frem og tilbage, frem og tilbage, før hun tilsidst giver op og falder i med en plask til de andres store jubel. Forbi os flyder et par svenskere og de nøjes selvfølgelig ikke med at sidde i bambusbarene og indtage deres daglige ration alkohol, men har taget ølflasker med BeerLao med i tuben. Efter cirka en times tid passerer vi endelig et skilt med ”Last Bar” og det er en lise for øre og sjæl ikke at skulle høre på techno og reaggea hele tiden, for her slutter festen og nu er det landskabets storslåethed det gælder. Med bjerge på begge sider og nogle gode steder med white water hvor vi suser afsted og jeg må holde tungen lige i munden for at styre udenom sten der stikker op, kan jeg ikke andet end synes at dette er fantastisk. Vi skupgriner begge to hver gang der kommer fart på tuben. Pludeselig bliver vi overhalet af 6 kajakker med koranere, som vi indleder en sand vandkamp med. Vi bliver fuldstændig plasket til da de kan bruge deres pagajer til at sprøjte med, men mine Hawaianas er også gode til at sende nogle mægtige vandstråler afsted med.
Vi flyder videre og betragter livet langs floden hvor små bambshuse ligger spredt og livet leves langsomt. Denne massive flydende turistmængde har helt sikkert skabt en bi-indtægt for nogle af de opfindsomme børn der bor her. Med dykkermaske og snorkel svømmer de behændigt rundt og fisker våde pengesedler, ure, smykker og andre genstande op, som er faldet ud af lommerne på vandpsykopaterne.
Efter 4 timer har vi fået tubing nok og tager en tuk-tuk tilbage til byen hvor vi går ombord i et mega stykke kage i et fransklignende konditori. Gumlende på chokoladekagen bliver vi enige om, at tubing helt klart var noget for os. Jeg kigger på min arm og opdager at der kun er et 9-tal tilbage ud af de 169. Tuschen var alligevel ikke så vandfast. Godt vi overlevede!
P.S. Øv, øv, fotografen var desværre svimmel den dag og vi har derfor ingen billeder. Det kunne ellers have været fenomenalt!

Kunsten at spise med tandstikker

I Phnom Penh mødte vi Soup Goddess – suppegudinden og i Luang Phabang i Laos var vi så heldige at støde ind i Noodle Lady – nuddeldamen.
Siri og Noah er efterhånden blevet ret ferme til at spise med pinde, men i Luang Phabang blev vi så sat på yderligere en prøve, og det var at spise med tandstikker! Nuddeldamen solgte de mest vidunderlige frisklavede nudler m. ristet hvidløg, lime og chili, som hun pakkede kunsterisk ind i bananblade så det blev til en lille trekantet madpakke holdt sammen af en tandstik, som man så derefter brugte til at spise med. Vi besøgte hende ret ofte, og Noah kunne sætte mindst 2 ”pakker” nudler til livs ved hendes lille bod og selvom spisepindene nu havde nået en fuldstændig ministørrelse, gik det fint med at få nudlerne indenbords med tandstikker!
Laos har en lidt anden madkultur en både Cambodia og Thailand. Der er selfølgelig den franske inspiration som kommer af kolonitiden og som især gør sig gældene i storbyerne, men der er også andre spændende og velsmagende retter som har lange aner. Her følger et par ting som vi prøvede og virkelig faldt for:
Lao Lab: finthakket okse, kylling, flæsk, bøffel eller tofu sauteret og blandet m. friskhakkede krydderurter i form af koriander, mynte, forårsløg, hvidløg og dertil ”sticky-rice”.
Suppe m. Tempeltræ (Ginko) – så absolut fantastisk!
Tørret bøffel i små stykker: lidt ligesom beef jerky men med en sødere smag
Luang Phabang Salad: watercress, dressing og kogt æg (kun hviderne)
Sticky Rice: Serveres i en lille bambuskurv m. låg hvor man m. fingrene tager en lille klump op og presser den sammen og dypper i hovedretten
Mekong-tang: lidt ligesom nori tilsat hvidløg og sesamfrø og derefter firturestegt. Yum!
Spicy Papaya Salad: fintrevet papaya m. limejuice, chili, hvidløg og tørrede rejer.
I Laos skal man besidde en umådelig mængde tålmodighed når man spiser på en restaurant. Vi nåede aldrig at spise sammen

At rejse med børn - med Noah i stram snor

At rejse med Siri og Noah er på én gang en fantastisk fælles oplevelse, en kæmpe udfordring fordi de to børn er som ild og vand, og så en balancegang fordi børn og voksne har forskellige ønsker og oplever ting i forskelligt tempo. Børn åbner døre hvorend du vender og drejer dig, et smil og en indledende snak om børn og hvor mange man har, hvor gamle de er osv. kan pludselig lede til længere oplysende snakke om kultur, religion og politik i det pågældende land (hvis børnene altså har tålmodig til at vente på det!). Dørene kan også ret hurtigt blive smækket i når ens ønske destination ligger en uges rejse m. 12 timer i bumlebusser ad hårnålesving hver dag, derefter m. slowboat i to døgn og det sidste stykke m. jeep ad ufremkommelig jungle. I sådanne situationer er man måske villig til at tage nogle chancer selv, men man ville aldrig udsætte sine børn for sådanne strabadser! Så at finde en rute og nogle aktiviteter hvor alle parter bliver tilgodeset er kunststykket.

Siri er fantastisk at rejse med. Hun kan sidde stille i 24 timer på en båd, i en ”tube” på en træstamme, en elefant, bumlebus eller hvad det nu end skulle være, så længe hun har enten sin MP3 m. eventyr! Det er dog ligemeget hvor mange H.C. Andersen eventyr, Pipi og Emil historier der er proppet ind i hørebasserne på Noah når man skal ud på en strabadserende bustur, han kan ikke sidde stille i to minutter ad gangen uanset hvor indlevende Anne-Marie Helger end kan fortælle historien om Emil og Grisepjokket! Apropos Emil, så tror jeg ikke det varer mange år før jeg kan forsøge at ”låne” Noah ud til Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby når vi er på sommerferie, han vil spille rollen som Emil glimrende den lille krudtugle! Og ligesom Mor Alma synes jeg selvfølgelig han er en engel når det kommer til stykket. Det har også vist sig at være en udfordring at rejse med en dreng som absolut føler han må og skal samle alt op fra jorden, fortovet eller hvor vi nu er for at undersøge det. Når man befinder sig i de to lande i verden som har flest u-detonerede landminer, kan det især være lidt af en stressfaktor hvis man er uden for byerne! Men okay det er nok ikke værre end kanylerne på Vesterbro! Uden at det skal blive et helt Noah-tema vil jeg dog lige fortælle to små Noah historier!

Vi er lige i starten af vores rejse og befinder os i Thailand i en lille flække på øen Koh Mak. Noah og jeg er henne på en ret primitiv internet-cafe for at tjekke mails. Det fungerer sådan at man køber nogle drikkevarer og så kan man logge sig på gratis Wi-fi – når – og hvis det altså virker. Noah får en Fanta, så tænker jeg at han er sukker-pacificeret nok til at sidde stille bare så længe der kommer noget igennem sugerøret. Overraskende så virker det, jeg får tjekket det jeg skal, logger af og går lige op til baren for at betale og så.... hvor er Noah? Han er simpelthen forsvundet fra jordens overflade og kommer ikke når jeg kalder. Tilsidst hører jeg nogle mærkelige rumsterende lyde NEDENUNDER GULVBRÆDDERNE! Jeg løber ud af cafeen og hen til kanten af huset som er hævet ca. 30 cm. over jorden, bøjer mig ned og rigtig nok derinde blandt skrammel, tomme øldåser og affald (de som har været i Thailand ved at de smider affald overalt) maver Noah sig frem mod nogle pinde og noget gammelt flosset reb! Han er fast besluttet på at nå sit mål og er ikke engang til at lokke ud igen, fordi der er så mange andre ”spændende ting” derinde. Okay ingen vej udenom, jeg bliver nødt til at lægge mig på maven og møve mig samme vej i bedste Bruce Willis stil for at hive ham ud mens han holder godt fast på de nye ejendele. Ud kommer to møgbeskidte danskere, den ene i sort humør, ”Noah, sådan noget må du altså bare ikke gøre!” og den anden sort over det hele, men stjernelykkelig for sine fund!

Emma Gad og Buddah

Vi har for det meste talt engelsk på denne rejse, hvilket virkelig har været godt for Noah, som nu har rigtig godt fat i det . Hvad han dog stadig ikke har fat i, er hvornår det er passende at sige forskellige ting og hvornår man bare skal holde sin mund, hvilket jo er helt normalt for en 4-årig. Og så er der jo lige det med at være rollemodeller for sine børn og tænke over hvad og hvordan man taler til dem. Her kommer en lille anekdote:

Hvad vi også har gjort det rigtig meget i på denne tur, er Wats (templer)! I Laos går vi forbi et særligt smukt eksemplar af slagsen og jeg siger til Noah, ”Look Noah a beautiful Wat!”. Noah svarer så højt at alle i nærheden kan høre det, ”Yeaahh with some big ass Buddhas inside!”. Jeg synes jo ikke det er helt stuerent af nævne den dertil indrettede og så buddisternes helligste gud i samme åndedrag og fraskriver mig ethvert ansvar for den sætnsing – den kan kun komme et sted fra!

A Blog is Born in Ventiane, Laos

Fantastisk, ikke nok med at jeg er kommet på Facebook - nu blogger jeg også – langt om længe!!! Så velkommen til bloggen With Love from Asia. En blog skal jo helst være lidt ligesom en dagbog, et øjebliksbillede over tanker, oplevelser, meninger og indtryk. Det har dog vist sig at være lidt svært med den måde vi rejser på, da vi ikke har netforbindelse det meste af tiden. Derfor vil indlæggene komme I “klumper”. Men hvis du har lyst kan du her læse lidt om hvordan en rygsækrejse med mand og to børn igennem Thailand, Cambodia, Vietnam og Laos spænder af!
MEN, allerførst en advarsel: alle beretninger er fuldstændige subjektive og det er altså verden ifølge "farangen" Helle Regine og hendes øjne der ser og indfanges af indtryk og historier som hun synes er værd at dele med dig.
So be ware and be warned; måske vil du opdage at du bliver uenig,foraget eller eller synes jeg er komplet langt ude. Godt så! Det er fint med lidt debat og du er mere end velkommen til at give mig en verbal skideballe på bloggen! Jer der kender mig godt, ved at jeg påskønner folk med forskellige meninger! Ingen citronmund her!
Alle værktøjer jeg har lært på journalisthøjskolen er lagt på hattehylden og jeg skriver hvad der falder mig ind. Der vil herske total journalistisk anarki : ). Nogle indlæg vil hovedsaligt være på dansk og andre på engelsk. Læs hvad du har lyst til! Jeg glæder mig til at dele nogle af mine oplevelser med dig!
Bidt af Bangkok
Bangkok er intet mindre end fantastisk! Jeg er fuldstændig betaget af dette storbysmetropol med et sandt mylder af mennesker, scootere, biler, tuk-tuks, paladser, pagoder, buddaher og det næst vigtigste I mit eget liv MAD .Og der er masser af det, overalt på hver kvadratkilometer og det smager vidunderligt – som at tage en bid af himlen hver gang og jeg bliver hele tiden overrasket over nye smagsindtryk forstærket af chili, lime, citrongræs, galanga og you namet it. “Noodle soup for breakfast”, det er hvad Josh hele tiden har fortalt børnene inden vi tog afsted at de nok skulle få. Og de elsker det og slubrer I sig, mysli, yougurth og rugbrød er meget langt væk og de savner det ikke – endnu ihvertfald. Men nok om mad, selvom det indtil videre har fyldt en del af vores alt for korte ophold I Bangkok. Jeg vender tilbage med lidt histoirer fra Bangkok senere, for vi fik ikke taget en stor nok bid af byen denne gang . Et af mine næste indlæg jeg arbejder på er dog fra Bangkok:
Kål og kondomer i lange baner
En anmeldelese af restauranten Cabbages & Condoms, Bangkok.

Bohemian Beach Rhapsody

Life’s a beach – and I almost feel like I’m back in my early twenties, back when the best thing I could have under my feet was a windsurfing board and a layer of neoprene on my body. Stretches of sandy beaches, crystal clear water, coconut palm trees and, surprisingly, a very happening selection of music from the beach bars’ speakers. What’s there to say? I love the beach-bum life! And right at this moment my family and I are living it to the max. Siri in particular looks her part with her almost dreadlock curls and her bandana playing on the beach.
We are at Koh Mak Island. One of the less touristy islands of off Koh Chang, Thailand. We have hit the backpackers’ favorite spot and are staying in a tiny and very modest multicolored cement cabaña. It´s a squeeze, but manageable and with mattresses and mosquito-nets we have everything we need for sleeping. We are outside most of the time anyways. My dear colleague Preben, who is somewhat of an expert when it comes to planes and hotels, would most definitely classify this as a no star accommodation establishment. It is basic – no frills, but what it lacks in luxury it has excessively in atmosphere, friendliness and great (sea) food. Actually the food is so extravagantly good and inexpensive that tourist staying in the much more up-scale and posh resorts walk along the beach to come for dinner here. Fresh Barracuda, giant prawns, crabs, scallops, shark, + various kinds of fish are put on the BBQ every night and tables and chairs are moved directly on to the beach and lanterns are strung up between the palm trees. And that way we dine, accompanied by the setting sun, the waves rolling in and out and we are finished by the time it is pitch black and the stars are out.
Between Yogis and hippies
We are staying here for 10 relaxing days to rid ourselves of city stress. And believe me there is absolutely no stress here at laid back Koh Mak. It’s funny with little islands – it doesn’t matter where in the world they are situated, but they always seem to have the same feel to them. Relaxed atmosphere, a sense of time standing still, cut off from the rest of the world.
This place in particular reminds me of the island where my parents in law live – Sointula (means peace and harmony in Finnish) in B.C. Canada. The climate is definitely different but the atmosphere much the same. As with Sointula and the mix of Native Americans, crazy Finnish fishermen & retired Americans fleeing from a hectic work life, the clientele here is a great mix of people whereof, most of course, are travelling on a budget. There are the hard core yoga-people. They start out their day with a hard work out on these two risen pagodas placed in the middle of the cabañas, surrounded by fountains of water.( I’m secretly jealous, wishing that Yoga Maria (former yoga instructor at my work place) was here to guide me through an hour of Astananga yoga! For me it only amounts to 10 sun exercises on the beach in the morning). Then there are the German hippies who found a scorpion in their room and named him Heinz. The silent Finnish couple who are totally hitting the hard liquor but without changing their facial expressions even once! Just to name but a few. And then there is the totally friendly staff who is both Thai and Cambodians, trying to teach us a few phrases so that we can get by. Forgot to mention the fire-juggling hippies. I bet you have seen them around too somewhere. They are usually Caucasians trying to look Rastafarian with dreadlocks, totally hippie-wear, bare feet (and the women most definitely do not shave their armpits and could probably French braid the hairs on their legs) and they juggle these strings with burning balls at the ends. Can´t get much more hippie than that. Also hanging around are some beach volley playing Brits adding to the entertainment factor. Needless to say – it is a great mix of different people! And this is where we are getting ready and relaxed at our bohemian beach for the adventures awaiting us in the country of the Khmers: Cambodia.