Paradis for vandpsykopater

Technomusikken brager ud af højtalerne fra ”skyskraber” bambusbarene som ligger strøet tæt på begge sider af floden så langt øjet rækker. Der er gynger og reb fra alle barene og fra dem hænger mest unge fyre, men også nogle modige tøser har vovet sig ud i torvene. De har alle én ting til fælles, og det er, at de har drukket hjernen ud før de tør svinge sig som Tarzan eller Jane og så give slip for derefter at falde 10 meter ned og lande m. et plask i floden Nam Xong. Gennemsnitsalderen for den hobe af mennesker der fester igennem på dette sted er under 25. Siri og jeg er her også for at prøve det som man bare skal gøre når man er på gennemrejse i Vang Vieng en smuk by omkranset af bjerge og tropisk skove med floden som snor sig som en slange igennem det smukkeste landskab, og hvis man lægger vores antal år sammen og dividerer med to, ja så har vi det rigtige gennemsnit – vi skal tube.
Inner Tubing
Siri er allerede ”super-pro inner tuber” forklaring: at flyde i en oppustet slange til et traktordæk. Hun har allerede været ude med Josh, så det er anden gang hun smidigt hopper op i ”tuben” og lige giver mig en lektion i hvordan man sidder/ligger mest behageligt. Jeg er på en gang dybt fascineret af dette sted som virker fuldstændigt vanvittigt og surrealistisk, med en ungdom der rejser og har de faste steder som f.eks. Full Moon Parties og så et sted som her og hvor de bare kan lægge hjernen på hylden og fylde kroppen med alkohol eller andet , og på den anden side tænker jeg med gru på om 10 år, når Siri er 18 år og måske er en af dem som hænger og dingler i et reb med en ulovlig promille over en brusende flod. Jeg kigger på min højre arm hvor der er skrevet et nummer med vandfast tush, ”169”, som svarer til det nummer der står ud for mit navn og pasnummer da vi lejede tuben. Hvis man ender op som strandvasker er det måden de identificerer en på. Mon tuschen er vandfast nok? Siri afbryder min tankerække og siger ”mor det her må være et godt sted for vandspykopater, tror du ikke?”. Og jo det tror jeg bestemt!
Vandkamp med kajakker
Og der ligger vi så og flyder afsted Siri og jeg. Hvis der skal lidt mere fart på tuben bruger jeg mine klip-klappere til at padle med og de steder hvor det er rigtigt lavt hopper Siri ud og leger jetmotor og skubber os afsted. Den første time flyder vi forbi bar efter bar med gang i den og styrer langt ude om de steder hvor folk dropper ned fra rebene. Vi ser en pige som er hoppet ud og hænger og dingler, og ikke tør give slip. Hun svinger frem og tilbager og hyler som en stukket gris og spjætter med benene de første tyve gange, frem og tilbage, frem og tilbage, før hun tilsidst giver op og falder i med en plask til de andres store jubel. Forbi os flyder et par svenskere og de nøjes selvfølgelig ikke med at sidde i bambusbarene og indtage deres daglige ration alkohol, men har taget ølflasker med BeerLao med i tuben. Efter cirka en times tid passerer vi endelig et skilt med ”Last Bar” og det er en lise for øre og sjæl ikke at skulle høre på techno og reaggea hele tiden, for her slutter festen og nu er det landskabets storslåethed det gælder. Med bjerge på begge sider og nogle gode steder med white water hvor vi suser afsted og jeg må holde tungen lige i munden for at styre udenom sten der stikker op, kan jeg ikke andet end synes at dette er fantastisk. Vi skupgriner begge to hver gang der kommer fart på tuben. Pludeselig bliver vi overhalet af 6 kajakker med koranere, som vi indleder en sand vandkamp med. Vi bliver fuldstændig plasket til da de kan bruge deres pagajer til at sprøjte med, men mine Hawaianas er også gode til at sende nogle mægtige vandstråler afsted med.
Vi flyder videre og betragter livet langs floden hvor små bambshuse ligger spredt og livet leves langsomt. Denne massive flydende turistmængde har helt sikkert skabt en bi-indtægt for nogle af de opfindsomme børn der bor her. Med dykkermaske og snorkel svømmer de behændigt rundt og fisker våde pengesedler, ure, smykker og andre genstande op, som er faldet ud af lommerne på vandpsykopaterne.
Efter 4 timer har vi fået tubing nok og tager en tuk-tuk tilbage til byen hvor vi går ombord i et mega stykke kage i et fransklignende konditori. Gumlende på chokoladekagen bliver vi enige om, at tubing helt klart var noget for os. Jeg kigger på min arm og opdager at der kun er et 9-tal tilbage ud af de 169. Tuschen var alligevel ikke så vandfast. Godt vi overlevede!
P.S. Øv, øv, fotografen var desværre svimmel den dag og vi har derfor ingen billeder. Det kunne ellers have været fenomenalt!