At rejse med Siri og Noah er på én gang en fantastisk fælles oplevelse, en kæmpe udfordring fordi de to børn er som ild og vand, og så en balancegang fordi børn og voksne har forskellige ønsker og oplever ting i forskelligt tempo. Børn åbner døre hvorend du vender og drejer dig, et smil og en indledende snak om børn og hvor mange man har, hvor gamle de er osv. kan pludselig lede til længere oplysende snakke om kultur, religion og politik i det pågældende land (hvis børnene altså har tålmodig til at vente på det!). Dørene kan også ret hurtigt blive smækket i når ens ønske destination ligger en uges rejse m. 12 timer i bumlebusser ad hårnålesving hver dag, derefter m. slowboat i to døgn og det sidste stykke m. jeep ad ufremkommelig jungle. I sådanne situationer er man måske villig til at tage nogle chancer selv, men man ville aldrig udsætte sine børn for sådanne strabadser! Så at finde en rute og nogle aktiviteter hvor alle parter bliver tilgodeset er kunststykket.
Siri er fantastisk at rejse med. Hun kan sidde stille i 24 timer på en båd, i en ”tube” på en træstamme, en elefant, bumlebus eller hvad det nu end skulle være, så længe hun har enten sin MP3 m. eventyr! Det er dog ligemeget hvor mange H.C. Andersen eventyr, Pipi og Emil historier der er proppet ind i hørebasserne på Noah når man skal ud på en strabadserende bustur, han kan ikke sidde stille i to minutter ad gangen uanset hvor indlevende Anne-Marie Helger end kan fortælle historien om Emil og Grisepjokket! Apropos Emil, så tror jeg ikke det varer mange år før jeg kan forsøge at ”låne” Noah ud til Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby når vi er på sommerferie, han vil spille rollen som Emil glimrende den lille krudtugle! Og ligesom Mor Alma synes jeg selvfølgelig han er en engel når det kommer til stykket. Det har også vist sig at være en udfordring at rejse med en dreng som absolut føler han må og skal samle alt op fra jorden, fortovet eller hvor vi nu er for at undersøge det. Når man befinder sig i de to lande i verden som har flest u-detonerede landminer, kan det især være lidt af en stressfaktor hvis man er uden for byerne! Men okay det er nok ikke værre end kanylerne på Vesterbro! Uden at det skal blive et helt Noah-tema vil jeg dog lige fortælle to små Noah historier!
Vi er lige i starten af vores rejse og befinder os i Thailand i en lille flække på øen Koh Mak. Noah og jeg er henne på en ret primitiv internet-cafe for at tjekke mails. Det fungerer sådan at man køber nogle drikkevarer og så kan man logge sig på gratis Wi-fi – når – og hvis det altså virker. Noah får en Fanta, så tænker jeg at han er sukker-pacificeret nok til at sidde stille bare så længe der kommer noget igennem sugerøret. Overraskende så virker det, jeg får tjekket det jeg skal, logger af og går lige op til baren for at betale og så.... hvor er Noah? Han er simpelthen forsvundet fra jordens overflade og kommer ikke når jeg kalder. Tilsidst hører jeg nogle mærkelige rumsterende lyde NEDENUNDER GULVBRÆDDERNE! Jeg løber ud af cafeen og hen til kanten af huset som er hævet ca. 30 cm. over jorden, bøjer mig ned og rigtig nok derinde blandt skrammel, tomme øldåser og affald (de som har været i Thailand ved at de smider affald overalt) maver Noah sig frem mod nogle pinde og noget gammelt flosset reb! Han er fast besluttet på at nå sit mål og er ikke engang til at lokke ud igen, fordi der er så mange andre ”spændende ting” derinde. Okay ingen vej udenom, jeg bliver nødt til at lægge mig på maven og møve mig samme vej i bedste Bruce Willis stil for at hive ham ud mens han holder godt fast på de nye ejendele. Ud kommer to møgbeskidte danskere, den ene i sort humør, ”Noah, sådan noget må du altså bare ikke gøre!” og den anden sort over det hele, men stjernelykkelig for sine fund!
Emma Gad og Buddah
Vi har for det meste talt engelsk på denne rejse, hvilket virkelig har været godt for Noah, som nu har rigtig godt fat i det . Hvad han dog stadig ikke har fat i, er hvornår det er passende at sige forskellige ting og hvornår man bare skal holde sin mund, hvilket jo er helt normalt for en 4-årig. Og så er der jo lige det med at være rollemodeller for sine børn og tænke over hvad og hvordan man taler til dem. Her kommer en lille anekdote:
Hvad vi også har gjort det rigtig meget i på denne tur, er Wats (templer)! I Laos går vi forbi et særligt smukt eksemplar af slagsen og jeg siger til Noah, ”Look Noah a beautiful Wat!”. Noah svarer så højt at alle i nærheden kan høre det, ”Yeaahh with some big ass Buddhas inside!”. Jeg synes jo ikke det er helt stuerent af nævne den dertil indrettede og så buddisternes helligste gud i samme åndedrag og fraskriver mig ethvert ansvar for den sætnsing – den kan kun komme et sted fra!
No comments:
Post a Comment